Så har Candi født.

Så skete det endelig.
Candi har født 3 dejlige beaglehvalpe, d. 16-01-2012.
Candi startede om formiddagen med at få voldsomme rysteture. Dens temperatur var faldet til 36,8. I løbet af dagen faldt den yderligere.
Candi var ude i haven mange mange gange (som den plejede). Den kunne lige være kommet ind efter en tur i haven for 2 min. efter at ville ud igen.
Johnny gik ude i haven og ryddede op efter han havde lavet en fødekasse til Candi. Han gik også ud i skraldespanden gennem havelågen til baghaven. Jeg syntes at Candi havde været ekstra lang til ude inden den bad om at komme ind, så jeg spurgte Johnny, hvor hunden var. Det anede han da ikke. Vi for så rundt i haven for at kalde på kræet, lokke den med godbidder, kalde på den med fløjten, kigge under en pressiening, men der kom ingen Candi. Så kom jeg på den tanke, at den nok var smuttet med Johnny ud af havelågen, uden han havde set det. Så Johnny sadlede cyklen og kørte ud for at lede efter Candi. Jeg blev hjemme og kiggede hele huset efter for en sikkerheds skyld. For det kunne jo være at den var her. Men det var den altså IKKE. Jeg fandt så også en cykel og kørte i den modsatte retning af, hvad Johnny havde gjort. Vi stødte ind i hinanden ovre ved svømmehallen, hvor Johnny sagde at han ville tage hjem og kigge efter den igen. Jeg ville så køre over på Albertslund-bjerget (hvor vi går tur hver dag), for at se om den skulle være gået derover.
Jeg havde hele tiden i tankerne, at det var en rigtig "smart" dag at gå hjemmefra i, når der nu var så kort tid til fødslen. Jeg ringede til Hanne, som der har Osvald, for at spørge om Candi eventuelt skulle være løbet ned til dem og ud i haven, for at finde Osvald. De bor for enden af vores vej. Hun skulle nok gå ud og kigge efter og så tage Osvald med på en tur, så Candi evt. kunne finde tilbage til hende. Jeg kørte så på vej over til Albertslundbjerget.
Halvvejs derovre ringede min mobil. Det var Johnny. Han havde fundet Candi liggende ude i haven under en stor presenning, hvor vi havde kigget. Vi havde kigget ned i det store hul på ca. ½ m, som den havde gravet for lang tid siden, men vi havde ikke kigget til venstre for hullet, hvor den havde gravet et mindre hul, og bare lå og skulede på Johnny, uden at bevæge sig, da han trak presenningen til side. Så kom den ind og resten af dagen kom den kun ud i haven med halsbånd og flexline. Så kunne den lære det.
Ved 21-tiden begyndte den at trække vejret meget hurtigt og var rastløs. Jeg ringede til Torry ca. 23.15 og fortalte det, (de skulle jo være fødselshjælpere), men han sagde, at der nok var 1 - 1½ dag tilbage inden den ville føde, så vi skulle bare tage den med ro. Det var jo betryggende at få at vide, fra en der har prøvet at få ca. 150 hvalpe, han måtte jo vide, hvad han snakkede om. Johnny og jeg blev enige om, at vi skiftedes til at holde vagt over Candi, når den hele tiden skulle ud. Så jeg gik i seng kl. 2400 og prøvede at falde i søvn, for jeg havde jo vagt om ca. 2 timer. Jeg var også faldet i søvn.
Johnny satte sig til rette i stolen, for at se TV. Pludselig, kl. 0132, kom han farende op i soveværelset og sagde, at Candi havde født en hvalp. Den havde stået og trukket vejret meget hurtigt og pludselig var den holdt op med det, og der blev stille. Johnny vendte sig om og kiggede på den, og opdagede så, at der lå en lille hvalp på bunden af fødekassen med fosterhinden på.
Nu havde jeg jo været så forudsigelig, at gøre fødekassen helt klar til fødslen samt taget nogle håndklæder frem, så de også var parate. Jeg skyndte mig ned ad trappen, fuldkommen forvirret. Der gik nærmest panik i mig. Johnny rev fosterhinden over og så begyndte jeg at massere den lille nye hvalp. Den så lidt slap ud og ville ikke trække vejret, syntes jeg, men pludselig kom der gang i maskineriet, og så blev vi glade, for nu havde vi selv hjulpet en lille ny hvalp til verden, uden hjælp fra andre. Det var en lille tæve. Jeg ringede til Tina, vores datter, som havde spurgt os, om hun måtte være med til fødslen, og fortalte, at der allerede var kommet en lille ny hvalp. Bagefter ringede jeg til en ret målløs Torry og sagde at nu havde Candi altså født en hvalp. De skulle nok komme med det samme, men de bor altså i Havdrup ved Roskilde, og tænk nu, hvis der kom en ny hvalp inden de kom.
Lone kom heldigvis ca. 25 min efter jeg havde ringet og Tina kom så 10 min bagefter, for hun skulle lige i bad. Lone ville have noget kaffe, så det lavede jeg og Tina fik te.
Kl. 0230 , nøjagtig en time efter den 1. hvalp havde set dagens lys, kom hvalp nr. 2, en lille bitte dreng til verden. Candi åd lynhurtigt fosterhinden og begyndte at slikke den ren. I mellemtiden vejede jeg hvalp nr. 1 som vejede 196g, ikke specielt stor. Candi lagde sig ned i kassen og slappede af, for Lone kunne se, at der var flere hvalpe på vej. Det hele foregik stille og roligt.
Kl. 03.20 kom der en stor hvid fosterhinden til syne fra Candis bagdel. Lone sagde, at den også lå med hovedet først, for det kunne hun se på alt det hvide. Men det var altså bag-benene, den lå forkert. Lone tog så forsigtigt i hinden og trak den ud i det samme, Candi havde en ve. Godt gået Lone. Før vi havde set os om, havde Candi ædt fosterhinden og fået navlesnoren bidt over, så hun er lynhurtig. Denne gang blev det også en tæve. En stor en i forhold til de 2 andre. Vi vejede så hvalp nr 2, hannen, som kun vejede 162g. En lille en. Hvalp nr. 3,  tæven, vejede til gengæld 236g.
Nu lå Candi og sundede sig, gispede efter vejret og fik kulderystelser og slikkede sine 3 hvalpe. Lone mente, at der muligvis kunne være endnu en hvalp tilbage, men hun var ikke sikker. Tina mente også, at hun kunne mærke liv, men "hvalpen" flyttede sig ikke, selv efter et par timer. Lone mente, vi skulle ringe til Dyrehospitalet i København, så de lige kunne tjekke Candi. Det gjorde hun så kl. 05.15. De sagde, at vi skulle ringe igen ved 06.00 tiden, hvis der ikke var kommet flere hvalpe. Det gjorde der ikke, og Candi lignede faktisk også en, der var færdig med at føde, men for at være helt sikre på, at der ikke var flere derinde, hverken levende eller døde, ringede Lone igen og sagde, at vi var på vej.
Vi pakkede så de 3 små nyfødte hvalpe ind i en skotøjsæske uden låg, men med hånd-klæder i. Candi blev placeret på bagsædet mellem Lone og Tina på et håndklæde, hvis den nu skulle finde på at føde endnu en hvalp. Dyrlægen mærkede så Candi efter indvendig og kunne ikke finde flere hvalpe. Han mente, at det Lone og Tina troede var en hvalp nok var livmoderen. Men for at være 100% sikker blev den scannet, og der var ikke flere hvalpe, og alt så fint og normalt ud. Hvalpene blev også lige tjekket, og de var også raske. Candi fik lige en indsprøjtning for at livmoderen kunne trække sig sammen. Vi betalte og var glade for, at der ikke var noget i vejen med nogle af hundene. Kl. var nu gået hen og blevet  07.30.
Torry var i mellemtiden kommet til dyrehospitalet, for at hente Lone, som skulle i skole. Vi takkede Lone for hendes store indsats og fordi, vi måtte flå hende ud af de varme fjer midt om natten. Vi var meget glade for Lones hjælpsomhed og viden om hundefødsler. Det gjorde det hele lidt mere afslappet, at have en erfaren hjælper ved vores side.
Tina tog med os hjem, for at hente hendes egen bil, så hun kunne komme hjem til børnene. Hun syntes også, det havde været spændende at følge med i en hundefødsel, for det er jo ikke hver dag, man ser sådan en.